Ledelsesseminar 2021



Tak for et fantastisk ledelsesseminar.

De svære følelser var i fokus på årets ledelsesseminar. Vi var en god gruppe af kvinder, hvor nogle kendte hinanden i forvejen og en del var nye i WE-sammenhæng. For dem, der ikke var vant til at grave dybt i deres egen personlighed og egne følelser, var det lidt grænseoverskridende at skulle dykke ned i de sider af os selv, som faktisk kan være svære at erkende og især forstå.

Seminaret tog både udgangspunkt i psykologisk teori, kendte metoder og helt nye værktøjer.

Identificering, forståelse og regulering af vores følelser var et centralt element på ledelsesseminaret, hvor vi fik mulighed for at kigge på bestemte situationer, hvor vi oplevede følelserne tage overhånd.

15FQ+ personlighedstesten var et rigtig godt redskab til at afdække de personlighedstræk, der tjener os som styrker og de, som indimellem kan være lidt en belastning.

De 1 ½ dag var enormt givende og der var både ro til fordybelse, tid til sparring og mulighed for at få gode værktøjer til at finde strategier for bedre at kunne identificere, forstå og regulere følelserne. For som vores dygtige underviser sagde: "Vi skal bestemt ikke være robotter, men vi skal kunne lede både med følelser og fornuft".

Undervisningsteamet bestod af Susan Jankvist med mange års erfaring med ledelsescoaching, medarbejderudvikling, stresshåndtering og meget mere. Mette Babitzkow Boje er psykolog og ansat i Center for Ledelse og har tidligere både været selvstændig konsulent og arbejdet med test bl.a. 15FQ+ for DiSC Nordic.

Deltagerne var en blandet flok fra meget forskellige verdener. Forskellighed er en styrke, og en frisør kan lære af en pædagogisk leder, ligesom en leder indenfor ingeniørfaget kan få meget ud af at sparre med en selvstændig eventplanlægger.